Valdemar Sejr (Valdemar 2.) - var konge af Danmark fra 1202 til sin død. Wikipedia DA

Valdemar II Sejr

Valdemar the Victorious

Links:

The Peerage
Geneall
Burial In Danish
Holbek
Wikipedia
Kings of Denmark
King of Denmark: Reign 1202–1241
Predecessor: Canute VI Successor: Eric IV Ploughpenny Junior Kings: Valdemar the Young and Eric IV

Duke of Schleswig: Reign 1183–1216 with Valdemar the Young (1209–1216)
Predecessor: Vacant Successor: Eric IV Ploughpenny

Valdemar II (9 May 1170 or 28 June 1170 – 28 March 1241), called Valdemar the Victorious or Valdemar the Conqueror (Valdemar Sejr), was the King of Denmark from 1202 until his death in 1241. The nickname Sejr is a later invention and was not used during the King's own lifetime. Sejr means victory in Danish. He was the second son of King Valdemar I and Sophia Valadarsdattir, a Varangian princess. When Valdemar's father died, young Valdemar was only twelve years old. He was named Duke of Southern Jutland (Latin: dux slesvicensis, literally Sleswickian duke[1]), represented by the regent Bishop Valdemar Knudsen (1182–1193).

Valdemar Sejr (Valdemar 2.), dansk konge fra 1202-1241. Han efterfulgte sin broder, Knud, der døde barnløs. I 1188 blev han hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under Knud og også under Valdemar Sejr. Først erobrede han Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg.

Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen ville således hellere færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland således at Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde på bekostning af den danske konge.

Med i korstoget var også Johanniterordenen, som siden omkring 1130 havde haft pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner. Ganske vist med et hvidt kors, der opdelte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange felter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe ser ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanise (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede i bøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnet var et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner.

Under en jagttur til Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr sammen med sønnen Valdemar taget til fange af grev Henrik af Schwerin, kaldet "Sorte Henrik". Greven afværgede de efterfølgende angreb, og i 1225 løskøbtes Valdemar for 45.000 mark, penge som han havde lånt af Henrik. Desuden skulle alle erobrede områder i Nordtyskland gives tilbage. Endelig måtte kongen sværge at afstå fra hævn. Alt håb om generobring af områderne bristede efter nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvorefter Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning. Kort før sin død stadfæstede han Jyske Lov.

På grund af disse mange erobringstogter fik han tilnavnet "Sejr". Alle erobrede områder undtagen Estland gik imidlertid tabt igen allerede i hans egen tid efter konflikten med Grev Henrik. Som sin far søgte Valdemar Sejr at sikre den kongelige arvefølge ved at få kronet sin ældste søn til medkonge, og de andre sønner fik hver et landområde i arveligt len. Dette medførte en svækkelse af kongemagten og indeholdt kimen til den tronkamp, som sønnerne udkæmpede efter hans død. I 1205 giftede Valdemar Sejr sig med Dagmar, datter af Ottokar 1. af Böhmen (Tjekkiet). Hun var ifølge traditionen elsket af befolkningen. Hun døde i 1212 og "hviler udi Ringsted". På sit dødsleje skulle hun efter overleveringen (folkevisen) have forsøgt at overtale Valdemar Sejr til at ægte Karl af Rises datter, Liden Kirsten og ikke den "beske blomme", Bengerd, som hun kaldes i folkevisen. I 1214 giftede Valdemar Sejr sig alligevel med Berengaria, der var datter af kong Sancho I af Portugal. Hun blev moder til Erik, Abel og Christoffer.

Nachkommen Gorms des Alten, König von Dänemark, Sixten Otto Brenner, (Dansk Historisk Håndbogsforlag, København, 1978), Reference: 150.

Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1916:422.

Valdemar II (Segraren) av Danmark, danska Valdemar Sejr [sajr], född 28 juni 1170, död i Vordingborg 28 mars 1241, begravd i Mariakyrkan i Ringsted, var hertig av Schleswig (Sønderjylland) från 1182 samt kung av Danmark 1202–1241. Valdemar är känd för sina erövringar i norra Tyskland och Baltikum, men under hans regeringstid hann även det danska stormaktsväldet falla samman. Han var son till Valdemar den store av Danmark och Sofia av Minsk, och efterträdde sin barnlöse bror Knut VI på tronen.
Han gifte sig första gången år 1205 på Ribehus med Dagmar, dotter till kung Ottokar I av Böhmen. År 1206 ledde Valdemar tillsammans med ärkebiskop Anders Sunesen en korstågsflotta till Ösel. År 1212 dog hustrun Dagmar. År 1214 gifte Valdemar om sig med Berengaria av Portugal (död 1221) och det beslöts att hans son skulle bli Danmarks kung. År 1219 drog Valdemar Sejr med sin ledungsflotta på korståg till Estland, ditkallad att hjälpa Albert av Riga, som själv försökte erövra Estland. Det är i korståget mot esterna som Dannebrogen, enligt en senare nedtecknad legend, föll ned från himlen i slaget vid Lindanäs. Valdemar besegrade Estland med sin armé istället för Albert varmed landet blev en dansk koloni.

En annan legend förknippad med Valdemar är den om Kullamannen som efter att ha utmanat kungen avslöjade att alla hans tre söner skulle bli kungar, något som först fick kungen att bli glad, men sedermera insåg han att detta innebar att de skulle regera korta perioder och sedan dö.

Valdemar tillhör tillsammans med sin bror och far de så kallade Valdemarerna i den danska kungalängden.

Gift med
Helena Guttormsdatter, af Reine, född cirka 1167 i Sverige, död efter 1230 i Vreta.

Barn:
Knut Valdemarsson, Hertig av Estland, Blekinge och Lolland, född 1205, död 1260-10-15